Kaellingstenen

Sådan lyder to ud af de mange sagn og fortællinger om trolde og andre væsner, indsamlet og nedskrevet af den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensen. Trolden er en genkendelig skikkelse i de nordiske fortællinger og en velkendt karakter i diverse eventyr. Et utæmmet, voldsomt og måske skræmmende væsen, der som regel forstyrrer og modarbejder menneskets vilje. Men måske er fortællingerne også et vidnesbyrd om misforståede samarbejder mellem verdener? 

Lige så gammel som den mundtlige fortælling er, lige så længe har mennesket haft behov for at kunne forklare sine omgivelser – eller i det mindste forsøge på det. For, hvordan er de umenneskeligt store sten i landskabet mon kommet hertil? Hvorfor findes der bjerge og dale? Hvorfor udfolder livet sig som det gør? Med forsøg på forklaringer fulgte også et behov for et “os” og et “dem”. Her blev kæmperne og troldene med deres mægtige kræfter uundværlige. De udbyttede menneske-spædbørn med deres egne, kastede store sten efter kirkernes larmende klokketårne og rev byggerier ned, som det passede dem. Det var lettere at placere skylden for det uforklarlige hos noget monstrøst¹. Væsener, mennesket i fællesskab kunne fremmedgøre: kæmpen, heksen, trolden. Særligt efter kristendommens indtog, blev disse skikkelser markører for det vilde, utæmmede og ukontrollerbare – og dermed også en naturlig fjende af kristendommen. Med det, blev de også symboler for det, som ikke kan placeres i en smal, binær forståelsesramme.

Siden palæolitisk tid har sten været et foretrukket materiale for mennesket – først som redskab, senere som byggemateriale og som indikatorer for vigtige steder og territorier. De giver os et sted at sørge og ophøjes til monumenter. Stenene er til gavn for os, uundværlige i infrastrukturen, men ligger ofte også i vejen for os. Deres tyngde og langsommelighed kan gøre det nemt at formindske stenene til stillestående, sterile og døde objekter, der fylder i landskabet. Men stenene er ikke stillestående, de er fortsat levende og omvandrende arkiver. Bjerge akkumulerer og afkaster materiale gennem erosion og føder dermed sten-babyer.

Geologien har lært os, at sten har set og oplevet langt mere end vi overhovedet kan forstå, på tværs af tider og temperaturer. Ved at tilpasse vores egen sans for skala og den måde, vi vælger at opfatte tidslighed på – ved at træde ind i geologisk tid – kan vi opdage, hvordan alle landskabets karakteristika er formet af uendelige og vedvarende processer.

Sten har oplevet forskydninger gennem millioner af års aflejringer. Deres langsommelige, evige bevægelser og ofte usynlige opbygninger og nedbrydninger er fjernt fra den Antropocæne forståelse. Selvom det undviger vores menneskelige sanser, er det ikke stillestående. Stenene rummer altså en tidslighed, der overskrider menneskets fatteevne.

At give det uforklarlige krop, sjæl og karakter, i form af modarbejdende menneske-fjerne væsener, blev og er en måde, hvorpå vi distancerer os fra de naturkræfter, vi i dag ved har været på spil for mange tusinde år siden: i form af istider, erosion og tektoniske forskydninger². Bevægelser, der umiddelbart er uforståelige, usynlige og næsten stillestående, men som i det skjulte forflytter alt det vi ellers tror er i kontrol, stabilt og immobilt. Med troldens hånd blev det abstrakte landskab lidt mere håndgribeligt i fortællingerne. På trods af, at trolde-skikkelserne og de andre væsener er uforståelige, forstyrrende og tilpas fremmedgjorte, er det mennesket selv, der skaber afsættet for fortællingerne. Disse dystre fortællinger opstod, opstår og består kun i menneskets egne beretninger, og fungerer måske i bund og grund blot som spejlinger af os selv.

Et velkendt motiv i fortællingerne om trolde er, at de forstenes, hvis de rammes af solens stråler. De risikerer immobilitet i mødet med dagen og forbliver derfor helst skjulte natte-væsener i dybet. Men er forsteningen i virkeligheden en mulighed for at overtage stenens oversete og skjulte bevægelighed?

Når trolde i nattens mørke forflyttede de sten, som kirkerne skulle bygges af, ville det i en kristen kontekst læses som destruktion. Men bevægelsen kan også ses som et sideløbende arbejde og bølgende samarbejde mellem verdener. Et samarbejde, der skaber rytme. En form for dialog mellem verdener og ikke udelukkende som modstand mod opbygning. For hvad er egentlig mest værdifuldt: opbygning eller nedbrydning? Måske opløses hierarkiet i det spørgsmål, når vi fokuserer på bevægelsen i sig selv. Som var det den evige tur op og ned ad bjerget, som i myten om Sisyfos. Måske er det netop denne bevægelse mellem verdener, som skaber den nødvendige fremdrift? Ligesom erosion ikke modarbejder petrogenese (skabelsen af sten), men endda kan være en forudsætning for netop den proces.

I Push, Push, Pushing af Kamilla Mez møder man også trolden. Inde og ude af veerne, oppe i lyset og nede i dybet, inde i sten-maven. I et kærligt, omsorgsfuldt og bølgende samarbejde. Både i troldenes vilde, men omsorgsfulde moshpit, samt i dialogen mellem sundhedspersonale, familie og den fødende. På tværs af menneskets og troldenes verden, og med oversættelsen som vores bro. Lyde fra veerne bliver til trolde-verdenens vokabular. Nye ord bliver tekstet og oversat til menneskesprog.

En oversættelse som igen kan føles fremmedgjort, men som er gjort af os og for vores forståelses skyld. Som Jeffrey Cohen skriver i essayet Geophilia, or The Love of Stone:

“Any speaking of the nonhuman is a translation, and therefore error prone, filled with guesswork, and inclined toward fantasy. Story is a parasitical entity that in its familiar forms clearly depends on humans, but story is also itself a living thing and does not necessarily depend upon language to be conveyed.”

I Mez’s værk oversættes det liminale rum som ellers er gemt i dybet. I vor tid kan sundhedssystemet føles som det ultimative liminale rum. Her bliver fødsler også fremmede. Jordemoderen bliver den kloge kone fra fortællingerne. Hende, der bærer årtusinder af fødendes erfaringer og som gennem tiden også er blevet anklaget for hekseri og trolddom, grundet sit erhverv³. Samtalen, der er central i det bølgende samarbejde, som fødslen er, bliver tydeliggjort imens vi bliver –

inde i maven,

i mørket hos troldene,

i stenen,

på højen,

i landskabet.

Geologi og sagn giver ikke nødvendigvis de svar eller de forklaringer vi søger, men de markerer begge, overlappende, det punkt, hvor vores menneskelige forståelse fejler og ikke længere rækker. Som symboler i landskabet, som levende og vedvarende bærere af viden og historier. Og her bliver både geologien og sagnenes verden en invitation til at forstå tid udenfor vores egen tidslinje. En endeløs invitation til at dele erfaringer på tværs af tider og mellem menneskelig og ikke-menneskelig materie. En invitation til, at vi skal holde op med at tvinge verden ind i forkortede, binære rammer. Måske er trolden ikke vores modstander, men vores samarbejdspartner.

¹ Ifølge Den Danske Ordbog refererer “det monstrøse” til noget, der er vanskabt, uhyrligt, unaturligt eller kolossalt, og som afviger stærkt fra det normale. Begrebet beskriver både fysiske misdannelser – rent naturvidenskabeligt – og i overført betydning noget skræmmende, chokerende eller gigantisk.

² Geologi defineres ofte som videnskaben om jordens struktur. Men begreberne ’struktur’ og ’strukturens oprindelse’ er uløseligt forbundet, og alle geologiske undersøgelser går videre end blot dette.

Geologi, opstod som et moderne videnskabeligt felt omkring århundredeskiftet i det 19. århundrede, og fik som videnskab til opgave at give mening til jordens historie.

³ “Det er værd at huske på, at jordmoderhvervet var en af de professioner, der ofte kom under mistanke for at bedrive hekseri og trolddom” – uddrag fra Heksen som nomade: Et queer perspektiv af Nazila Kivi (2024)

Læseliste (referencer / og hvis man vil gå dybere)

• Stone: An Ecology of the Inhuman af Jeffrey Jerome Cohen (2015)
• Heksen som nomade: Et queer perspektiv af Nazila Kivi (2024)
• Trold af Rasmus Daugbjerg (2022)
• The Planet in a Pebble: A Journey Into Earth’s Deep History af Jan Zalasiewicz (2012)
• The Strange Adventures of a Pebble af Hallam Hawksworth (1921)
• Manual of geology, treating of the principles of the science af James D. Dana (1874)